Nej Mette, vi kan ikke drage et lettelsens suk

Nej Mette, vi kan ikke drage et lettelsens suk

Forleden ytrede Statsministeren at “i dag kan vi drage et lettelsens suk”. Jeg blev en kende provokeret for der er faktisk meget at sukke over i foredragsverdenen lige nu. Dagen inden havde jeg modtaget denne kommentar fra en foredragsholder, der normalt har travlt og altid holder fanen højt.

”Jeg er mere eller mindre gået i stå, gået kold eller er ramt af noget semi-depressivt. Energien er i hvert fald været helt væk, og det er ikke bare, at jeg har været doven. Jeg har været helt væk hele januar, har ligget i min seng og gloet ud i luften. Jeg ved ikke 100% hvorfor det er sådan. Om det er et resultat af efteråret hvor jeg malkede mig selv og nu betaler prisen. Det arbejde jeg burde have fokus på lige nu, er vokset over mig, som et stykke kød der bare vokser og svulmer op i munden, mens man forgæves prøver at tygge”.

Den fortvivlede foredragsholder er ikke den eneste med de følelser. Frustrationen og desperationen blandt foredragsholdere lige nu er mere markant end jeg har oplevet det nogensinde tidligere. Efter at mange havde et okay eller supertravlt efterår, grundet nye bookinger og tidligere aflysninger der skulle afholdes, så er mange vågnet til en skræmmende tom kalender for 2022 og et meget begrænset salg i december og januar. Det er en regulær mavepuster for mange.

Så derfor! Sidder du og river dig selv i håret over manglende forespørgsler og interesse, så vid, at du ikke er den eneste. Tvivl er mere normalen lige nu end det er undtagelsen.

Hvor strengt tørken rammer er bl.a. emneafhængigt. Foredragsholdere der arbejder med emner, der kan føre medarbejdere tilbage til “normale tilstande” på arbejdsmarkedet, kan godt afsætte deres foredrag, fordi foredraget direkte kan medvirke til at løse noget/ dække et behov hos køberne – f.eks. et behov for at styrke arbejdsmiljøet, samarbejdet og evnen til at tilpasse sig alt det nye, som vi endnu ikke ved hvad bliver.

Og ja, der er allerede foredragsholdere som har fået mange bookinger i januar, men tro mig – det er et fåtal.

Men, når Danmark nu er åbent, kommer bookingerne så ikke hurtigt igen? Og jo, en del kommer hurtigt igen, men jeg tror ikke det bliver med en massiv forespørgselsbølge som da nedlukningen stoppede i 2021. Udfordringen lige nu er, at vi fortsat har rekordhøje smittetal og det udfordrer mange arbejdspladser, hvad enten vi har restriktioner eller ej. Mange er underbemandede og det er ganske enkelt et problem at finde plads og tid i kalenderen til afholdelse af foredrag.

Hvornår kan du som foredragsholder drage et lettelsens suk?

Uanset hvad skal du ikke forvente at du i år får ret meget foræret som foredragsholder. Selvom efterspørgslen og muligheden for at afsætte sine foredrag via opsøgende salg, selvfølgelig vil øges i takt med at smittetalene falder, tror jeg ikke at er der vil ske en normalisering af bookingen før ultimo året i bedste fald.

Kommer der en ny ”træls variant”, der betyder nye nedlukninger, så vil markedet omgående ændre sig igen – også selvom der ikke kommer konkrete restriktioner. Forespørgslen efter foredragsholdere følger nemlige udmeldingerne fra myndighederne – mere end det der sker konkret. Så snart der indkaldes til pressemøde om at noget skal meldes ud, vil markedet fortsat reagere.

Men helt aktuelt håber jeg virkelig, at de af jer der hænger med klarinetten lige nu accepterer, at det ikke udelukkende handler om jeres egen manglende indsats og at mange andre foredragsholdere heller ikke er på den grønne gren, selvom det kan se sådan ud når man gennemser sine sociale medier. 

Af Anders Gisselmann, foredragsrådgiver
www.foredragsholder.dk

Kommende kurser for foredragsholdere

Lær at bygge et stærkt foredrag
Læs mere og se datoer 

Få succes som foredragsholder
Læs mere og se datoer

Få gode råd til dit liv som foredragsholder

Modtag vores nyhedsmail “FOREDRAGSHOLDEREN”

Er travle foredragsholdere de bedste?

Er travle foredragsholdere de bedste?

November måned har været et godt billede på, at foredragsmarkedet er “knækket”. På den ene side har vi de foredragsholdere, der farer rundt i landet med tungen ud af halsen. På den anden side har vi flertallet af foredragsholdere, der har haft få eller ingen foredrag i kalenderen.

Men betyder det, at de travle foredragsholdere er meget bedre foredragsholdere end dem, der har bilen parkeret i garagen? Svaret er nej. Selvfølgelig er mange travle foredragsholdere gode, men det forklarer slet ikke den store forskel på, at nogle foredragsholdere i november har hentet +25.000 i kørepenge, mens andre i november er kommet i tvivl, om batteriet på bilen fortsat virker.

Forskellen er et resultat af, at foredragsmarkedet efterspørger (køberne) og udbyder (foredragsbureauerne) de samme foredragsholdere. 

Den klart største sælger af foredrag i Danmark er Athenas i Odense. Da Athenas samtidig er den klart største ordremodtager (booker), står deres foredragsholdere selvfølgelig for mange af de foredrag, der afholdes. Det er simpelt udbuds -og efterspørgselslogik.

Men har alle foredragsholdere i Athenas haft mange foredrag i november? Nej på ingen måde. Internt her bliver logikken nemt den samme som den klassiske “20/80-regel” i salg, nemlig at 20% af foredragsholderne holder 80% af foredragene. Athenas har nogle foredragsholdere, de prioriterer, og på samme måde har kunderne nogle, de prioriterer. Ergo får de travle endnu mere travlt, og dem der er gået i stå forbliver i stilstand.

Når markedet “går amok med at booke”, som det delvist var tilfældet på bagkant af Corona, så kommer “genbookings-effekten” også i spil. Det vil sige, at de foredragsholdere der i forvejen er synlige i markedet, hvad enten de er gode eller supergode, vil få bookingerne – selvom der sidder lige så gode eller endnu bedre foredragsholdere et opkald væk. Det handler om synlighed, kendskab og hardcore salg.  

Er det hensigtsmæssigt endsige retfærdigt?

Retfærdigheden i dette skal jeg undlade at udtale mig om, men fordelingen mellem den ultra-travle foredragsholder og den stillestående, når de er lige gode rent produktmæssigt er, at kunderne ikke altid får det bedste produkt. Jeg har mødt en del foredragsholdere, der har haft uger med +10 foredrag/ kurser/ workhops i november. Det siger sig selv, at kvaliteten ikke kan være i top hvér gang. En fordeling af foredragene spredt ud over flere foredragsholdere vil da helt klart være hensigtsmæssig.

Virkeligheden er bare en anden, og efter et år med Corona skal der forståeligt nok malkes, og foredragsholderne har svært ved at “takke nej” til foredrag, selvom de udmærket er klar over, at de har for meget om ørerne.

Så i min optik er travle foredragsholdere ikke nødvendigvis bedre foredragsholdere end dem der har mindre at lave.

For spørgsmålet – hvad er en god foredragsholder – er ikke så lige til. Er det foredragsholderen, der har travlt, fordi han er kommercielt dygtig – eller er det hende, der er den bedste oplevelse for deltagerne?
 
Indlægget er skrevet af Anders Gisselmann, One2speak

Kommende kurser for fordragsholdere

Lær at bygge et stærkt foredrag
Læs mere og se datoer 

Få succes som foredragsholder
Læs mere og se datoer

Vil du have gode råd til dit liv som foredragsholder?

Modtag vores nyhedsmail “FOREDRAGSHOLDEREN”