Skip to content
microlino-car-2_0.jpeg

Afregning af transport ved foredrag

Som foredragsholder er det essentielt at du har styr på at afregne din kørsel hensigtsmæssigt, så du overholder reglerne og ikke snyder dig selv for de økonomiske fordele, der kan være endog meget store, hvis du kører mange kilometer.

Transport, moms, pis og papir, står ikke højest på agendaen hos ret mange foredragsholdere.

I kan desværre ikke undlade at interessere jer for transportreglerne, da det kan betyde rigtig meget for jer, om I fakturerer korrekt. I kan snyde jer selv for en masse penge, og I risikerer at skulle betale store summer til SKAT – med tilbagevirkende kraft, flere år tilbage, hvis I ikke har styr på jeres afregninger.

I dette indlæg får du et indblik i regler og muligheder for transportafregning.

Afregning af din transport til foredrag
I Danmark er der meget få foredragskøbere, der brokker sig over at skulle betale transport, når de booker en foredragsholder. Det er kutyme, at der kommer transport oveni. De fleste købere forhandler på honoraret – ikke på transporten. Foredragskøberen i Esbjerg ved godt, at det tager tid og koster penge for en foredragsholder at komme til Esbjerg, hvis du f.eks. er bosat i Hovedstadsområdet. Som foredragsholder skal du tænke dig godt om, før du begynder at blande honorar og transportbeløb sammen. Hvis du forhandler honoraret, kan det være fristende at sige, ”okay prisen er 12.000, men så inkluderer jeg transporten”.

Om det er en god ide afhænger i høj grad af, hvor langt du har til foredraget, hvilken transportform du benytter, hvordan du udnytter transporttiden og selvfølgelig af, hvor meget du slår af honoraret. De penge du kan afregne i kørselsgodtgørelse, hvis du vælger at køre i egen bil, kan nemlig blive til rigtig mange over tid – og i modsætning til honoraret, skal du ikke tænke på SKAT. Kørsel i egen bil er nemlig skattefri. Det eneste du skal sørge for er at føre et korrekt kørselsregnskab. Som det er tilfældet med så meget andet, når det gælder selvstændige erhvervsdrivende, så har SKAT strammet reglerne for dokumentationen af dette. Nederst i artiklen finder du relevante links i forhold til din dokumentation. Den aktuelle takst for erhvervsmæssig kørsel i egen bil er i år 3,44 pr. kilometer indtil 20.000 km. årligt. Efter de 20.000 kilometer falder taksten til kr. 1,90 pr. kilometer.

Men der er mere end økonomi forbundet med dine beslutninger i forhold til transport til og fra dine foredrag. For mange er det nemlig et temperamentspørgsmål, om man synes det er hensigtsmæssigt at tage bilen ud i foredragslandet. Tidsfaktoren er for mange særdeles afgørende.

Generelt kan man sige, at bilen hurtigt kan betale sig, hvis foredraget skal afholdes langt væk fra en central station eller en lufthavn.

Transportformer
Lad os antage, at du bor i Randers og skal til København og holde foredrag. Du kan herfra vælge mellem disse primære transportformer – og nej, jeg har ikke inkluderet cykel, hestevogn og drosche.

1) Du kan hoppe på toget på Randers station.

Når du overvejer fordele og ulemper ved at tage toget, skal du regne med, at det i foredragssammenhænge – rent prismæssigt – ofte vil være okay at vælge DSB 1´. Komforten her øger markant sandsynligheden for, at du rent faktisk kan få slappet af i toget eller arbejdet, hvis du har behov for det. En returbillet på DSB 1´ fra Randers til København koster ca. kr. 1.300 (2021). Mange af de foredragsholdere, der vælger toget, bruger turen til at forberede det pågældende foredrag. Returrejsen bruger de fleste jeg har talt med på at tjekke mailen eller koble af. Travle foredragsholdere som Jens Arentzen og Henrik Krogh er flittige brugere af De Danske Statsbaner – og det på godt og ondt og med kalkuleret risiko indberegnet, for det sker jo altså, at toget holder stille.

Det tager normalt ca. 3.30 timer med lyntoget fra Randers til København plus den tid, det tager fra Hovedbanegården til lokationen. Ofte vil du opleve forlænget rejsetid pga. sporarbejde.

2) Du kan tage turen fra Randers til Tirstrup Lufthavn (Århus)
De fleste kunder er også helt med på, at du tager flyveren, så længe billetprisen er fair. Problemet med flyveren er ofte, at du også har noget transport i ”begge ender”, og det kan variere i pris, og her bør du bare sikre, at der er en vis fairness i dit valg.

Tager du taxa fra Randers til Tirstrup vil det være 2 x 47 kilometer, svarende til ca. 2 x 735 kroner. Måske har du så også brug for taxa, når du når til Kastrup, og så begynder det at lugte lidt af ”en dyr omgang for kunden”. Du kan så vælge at køre i egen bil til Tirstrup, og så er der pludselig kun tale om at du afregner kunden for de 2 x 47 kilometer x 3,73. Hvis din flybillet er i den dyre ende, kan du så vurdere, om det ikke er mest fair, at du udelukkende fakturerer for flybilletten og ”selv æder biltransporten”.

3) Du kan køre i bil – enten via Storebælt eller med en af færgerne.
Forståeligt nok er mange foredragsholdere trætte af at skulle bruge 2 x 3,5 time på de ca. 336 kilometer over Storebælt for at skulle holde et foredrag, der varer 60 minutter. Det er meget tid at bruge, når det samtidig er svært at arbejde i bilen. De speakere der prioriterer bilen på de lange ture er oftest dem, der elsker at køre bil og nyder ”stilletiden” eller høre lydbog/podcasts på turen bilen. Måske hører de podcast og taler i telefon. En foredragsholder som Martin Thorborg sværger til sin bil. Det giver ham tryghed, at han selv styrer tempoet og planlægningen. Martin hader at komme for sent og vil gøre alt for at komme i god tid. Vælger du bilen fra Randers til København, kan du køre direkte hen til kunden og afregningen bliver simpel. Den hedder i udgangspunktet 2 x 336 kilometer x 3,44 = 2.312 kroner. Dertil skal kunden betale broafgiften på 2 x kr. 245.

4) Taxa
I tilfældet Randers-København vil det selvfølgelig være udelukket at lade kunden betale en tur i taxa. Men i mange tilfælde vil taxa-løsningen være rigtig fin i stedet for at tage bilen eller toget. Det gælder ofte kortere ture ind i de større byer, hvor mange foredrag afholdes – og hvor parkeringen eller togtiden kan være en unødvendig stressfaktor.

Du kan afregne transport på følgende måder:

1) Afregning ifølge bilag
Det er meget brugt at afregne transport efter bilag. Det betyder, at du i din afregning med kunden, medsender de pågældende bilag, som du ønsker godtgjort. Så gem altid dine kvitteringer, hvis du skal have din transport godtgjort pr. bilag.

2) Afregning af transport på faktura
Hvis du ikke magter at samle bilag, så kan du fakturere et transportbeløb, som du lægger moms på. Så laver du en cirka beregning af godtgørelsesbeløbet og pålægger moms. Husk at en række foredragskøbere ikke kan trække moms fra. I praksis betyder det så for dem, at de skal betale momsbeløbet ovenpå honoraret.

3) Forhåndsfakturering med fast transportbeløb.
I tilfælde hvor det kan lade sig gøre, kan du forhåndsfakturere din kunde. Hvis du gerne vil fakturere din kunde i god tid inden foredraget, så de kan betale din faktura på afholdelsesdagen eller umiddelbart efter, så kan det være en fordel at fakturere et fast beløb for transporten. Alternativet til hurtig betaling vil være, at du skal sende to fakturaer – honoraret før afholdelse og transportafregningen efter afholdelsen. Det er i min optik lidt unødvendig administration – og jeg kan godt li´ ideen om at fakturere kunden på forhånd, når nu de færreste klager over dette. 

Find ud af hvor langt der er fra din bopæl til f.eks. København, Århus, Odense og Ålborg, og beregn hvad transporten vil koste ud fra Statens takst (kørsel i bil + bro). Herefter kan du bruge disse standarder i din fremtidige fakturering. Blot husk, at du til dit interne regnskab, hvert år skal justere den såkaldte kørselstakst (statens takst) ud fra de anvisninger, SKAT kommer med hvert år i november. I 2021 er den som sagt kr. 3,44 pr. kilometer.

Fra København kan du f.eks. afregne disse faste beløb.

  • Storkøbenhavn: Kr. 500 (kørsel i bil eller taxa)
  • Sjælland: Kr. 800 (kørsel i bil)
  • Fyn Kr. 1.200-1.00 + 470 (kørsel i bil + 2 x kr. 235 i broafgift)
  • Syd/midt Jylland Kr. 2.000-2500 + 470 (kørsel i bil + 2 x kr. 235 i broafgift)
  • Nordjylland Kr. 2.500-3.000 + 470 (kørsel i bil + 2 x kr. 235 i broafgift)

Afregner du sådanne faste beløb, skal du kunne leve med, at du nogle gange vinder lidt og ndre gange taber lidt. Kører du fra Skagen til København vil du kunne afregne ca. 3.800 kroner + broafgift og modsat, skal du til Nyborg, vil du skulle afregne mindre end de 1.200 + broafgift. Fordelen ved forhåndsfakturering skal være, at du opnår en likviditetsmæssig fordel ved, at du får faktureret dine kunder i god tid, så de betaler.

God fornøjelse med dine afregninger – og god tur, hvad enten du vælger toget, bilen, flyveren, taxaen eller de helt økonomiske cykel og el-løbehjul, som du også kan få kørselsgodtgørelse på 🙂

Som regel udgiver SKAT takster for det kommende år i november.
http://www.skat.dk/satser/

Artiklen er skrevet af Anders Gisselmann, One2speak

Kommende kurser for foredragsholdere

Forfatter og foredragsholder
Læs mere og tilmeld dig her

Byg et stærkt foredrag
Læs mere og tilmeld dig her

Få succes som foredragsholder
Læs mere og tilmeld dig her

 

Få gode råd til dit liv som foredragsholder

Modtag vores nyhedsmail “FOREDRAGSHOLDEREN”

Brug SKAT som din rådgiver og revisor

Er du i tvivl om hvordan du skal afregne dine foredrag, transporten til disse, og om du må undlade moms i visse tilfælde, så kontakt SKAT. Det er den billigste og mest sikre måde at få et korrekt svar og undgå problemer fremadrettet. Holder du mange foredrag kan du overveje at betale SKAT for at få en officiel melding/ “et prøvet svar” på, hvordan du skal forholde dig.