Skip to content

Hvor mange foredrag skal du holde?

Som foredragsholder, siddende på de sociale medier og eksponeret for andre foredragsholderes opdateringer, er det nemt at få sig en mindre depression. At dømme ud fra opdateringerne er mange foredragsholdere nemlig altid på farten – på vej til foredrag i Sønderborg, på vej hjem fra et i København eller på vej til lufthavnen og endnu et succesfuldt foredrag i udlandet.

Fred være med de selvpromoverende opdateringer, men jeg håber virkelig ikke, at du så sidder derhjemme og samler mindreværd over andres fortræffeligheder. Selvfølgelig er der foredragsholdere, der har travlt, men det der postes på de sociale medier, er langt fra det billede, jeg ser i min virkelighed, og jeg har immervæk kontakt til rigtig mange foredragskalendere også til dem der flittigt opdaterer fra deres liv på landevejen.

Hvad der er et realistisk og højt antal foredrag afhænger i høj grad af dit emne og om du holder åbne eller lukkede foredrag. Nogle af de emner hvor jeg aktuelt kan se foredragsholdere holde mange foredrag er på klassiske områder som arbejdsglæde, stress, forandring, motivation og kommunikation. Altså områder der relaterer sig til udviklingen af den enkelte medarbejders egen udvikling samt medarbejderen som kollega. At tallene er høje her skyldes, at det er på disse emner, vi finder markedets største efterspørgsel.

Der er mange flere lukkede foredrag end åbne, så holder du kun foredrag i åbne forsamlinger, vil du alt andet lige holde færre end en foredagsholder, der har fokus på det lukkede marmed. Og her er der selvfølgelig ingen regel uden undtagelse, for mange af de mest efterspurgte foredragsholdere er primært ude til åbne foredrag. De vælges af arrangørerne, fordi de kan trække deltagere. Kan du ikke det, er sagen en helt anden.

Dernæst er formen på dit foredrag afgørende. Du vil være godt kørende, hvis du holder involverende foredrag, hvor deltagerne får værktøjer med hjem, de efterfølgende kan implementere. Holder du peptalks, hvor folk skal sluge ild, give high fives og foretage kollektive primalskrig, så gætter jeg på, at du ikke skal på landevejen i morgen.

Før finanskrisen var det som dansk foredragsholder ikke unormalt at holde over 150 årlige foredrag. I dag er det et fåtal, der gør det. Langt de færreste der proklamerer, at de holder +150 foredrag gør det ikke. Mener jeg dermed, at foredragsholdere går rundt og lyver med vilje? Bestemt ikke men rigtig mange overvurderer ret markant, hvor mange foredrag de reelt har holdt det seneste år. Vi har talrige eksempler på foredragsholdere, der holder væsentligt færre foredrag end tidligere – og alligevel er det de gamle tal, de refererer til, både når man læser deres foredragsprofil hos bureauerne eller på deres egen hjemmeside. Det er ikke specielt sjovt at skulle ændre de flotte tal til nogle mere beskedne.

Et typisk eksempel er, at man står i højsæsonen i oktober/november og tæller. “Jeg holder 15 i oktober, 15 i november, så trækker jeg lidt fra og ganger med 12” – og vupti holder man omkring 150 årlige foredrag, og så kan man jo ligeså godt lade verden vide, at man er blandt de mest bookede i Danmark. Faktum er bare, at november og oktober er ekstremt travle måneder for mange foredragsholdere. Det samme kan januar og maj være for andre. Men målt over et år er der også dårligere måneder, f.eks. december og februar og sommerferien, hvor der fra midt juni til midt august nærmest skal trækkes to måneder uden foredrag ind i regnestykket.

At holde 25 foredrag årligt kan i min verden være ekstremt mange, hvis dit emne er snævert. Og det kan være fint for dig at holde 25 årlige foredrag, hvis du har foredrag som en del af din portefølje, er foredragsholder “for sjov” ved siden af et fast arbejde, eller hvis du bruger foredrag som markedsføringsværktøj. Er du derimod professionel foredragsholder og har et af de populære emner på plakaten, så er 25 foredrag i underkanten, og det vil blive svært for dig at leve af det. Med mindre du selvfølgelig kan holde en meget høj pris, og kan du det, ville du nok holde flere foredrag.

Dermed også sagt, at du heller ikke skal tro på det, når du hører foredragsholdere snakke om, at de får 25.000 kroner hver evig eneste gang, de er på landevejen. Jo, jo – selvfølgelig er der 50 danske foredragsholdere, der får det næsten hver gang – men heller ikke flere.

Min anbefaling er derfor, at du stopper med at lade dig frustrere over undtagelserne og de mange lemfældige opdateringer på de sociale medier, og at du i stedet sætter dig et realistisk mål for det antal foredrag, der giver mening for dig.

Artiklens forfatter:
Anders Gisselmann
One2speak A/S

Kommende kurser for foredragsholdere

Forfatter og foredragsholder
Læs mere og tilmeld dig her

Byg et stærkt foredrag
Læs mere og tilmeld dig her

Få succes som foredragsholder
Læs mere og tilmeld dig her

 

Få gode råd til dit liv som foredragsholder

Modtag vores nyhedsmail “FOREDRAGSHOLDEREN”