Bare jeg snart bliver opdaget!

Hvad enten du er foredragsholder, skuespiller, idrætsudøver, forsker eller erhvervsmand, har du sikkert prøvet det. Nemlig at mærke følelsen af ikke at være blevet opdaget, når du selv synes, at et eller andet du har skabt eller gjort, må være usansynligt interessant for andre mennesker. Trods dette sker der ikke en skid. Telefonen er tavs, du holder ingen foredrag, journalisterne ringer til dine konkurrenter, din geniale bog sælger ikke, det er en anden der får forfremmelsen. Du begynder at miste troen på din retning og om du laver det rigtige.

Jeg har selv prøvet dette adskillige gange, begyndende tilbage i 6. klasse hvor min kammerat Alex løb med pigen i mit liv – og til i dag hvor min professionelle stolthed i ny og næ får et ordentlig par på hatten, og jeg må have en seriøs og kærlig peptalk fra en der holder af mig, så jeg igen får overblik og klarsyn.

Nedenstående skal ses som et “kærligt spark i røven” til dig, der føler dig ramt.

Vi får ikke altid efter fortjeneste, hvilket en gang i mellem kan være super hårdt at acceptere, hvis man har knoklet for noget og selv føler sig fortjent til anerkendelse. Efterhånden har jeg selv haft så mange oplevelser og set adskillige op og nedture hos andre mennesker, at jeg er overbevist om, at der ikke er meget tilfældighed, når det kommer til stykket.

Fortjeneste er en subjektiv størrelse, som ikke kan isoleres. Den skal sættes ind i en større sammenhæng og vurderes over tid. Det handler om at gøre sig fortjent til noget, ud fra de præmisser der nu en gang er, der hvor du gerne vil have succes.

I mine egen verden – foredragsverdenen – har jeg for længst erfaret, at det ikke er de største foredragstalenter, der bliver de mest bookede foredragsholdere. I dag skal jeg ofte kun bruge én enkelt samtale på at vurdere, om en foredragsholder vil få succes med den plan, holdning og tilgang, som han/ hun har. Det kan jeg kun gøre, fordi der åbenbart er nogle faktorer, der påvirker om udfaldet bliver succes eller fiasko.

Det kan lyde som en kliche, men dem der har en plan, har noget unikt, er forandringsvillige og i øvrigt tror på, at de kan få succes, de får det som regel også.

Efter at have arbejdet med foredragsholdere i 10 år har jeg spottet nedenstående egenskaber, som nogle af de helt essentielle for at få succes som foredragsholder – og for at forblive en succes ikke mindst:

Vedholdenhed & træning
Bliv ved, bliv ved, bliv ved. Hold foredrag, hold foredrag, hold foredrag. Bliv bedre og bedre. For mig at se er dette det alt overskyggende element for om du får succes – ikke bare som foredragsholder – men generelt. Der er ingen, der er født til at holde foredrag. Nogen føler ganske vist at de er det, og det er sjældent til at holde ud. Hvis du som foredragsholder har et udgangpunkt (hvad enten du er ny eller erfaren) om, at du guds gave til alverdens målgrupper, og at de må tage dig som du er, så god fornøjelse med dette.

De senere år har vi set adskillige gode foredragsholdere knække nakken og gå fra flere hundrede årlige foredrag til under 50. De har sat hele deres foredragskarriere over styr, fordi at efterspørgslen i markedet pludselig udviklede sig, men det gjorde de desværre ikke selv. I nogen tilfælde fordi foredragsholderen ikke ville ændre sig – i andre fordi de ikke så forandringerne komme.

Selvom du er en erfaren foredragsholder, skal du forny dig. Du skal tilbage i træningslokalet og ud og blive bedre til det nye.

Proaktiv handling
Jeg har to typer af mennesker, der henvender sig til mig. De reaktive og de proaktive. En meget stor del af de foredragsholdere, der spørger om jeg kan hjælpe dem videre, fravælger min hjælp i det øjeblik de finder ud af, at jeg tager mig betalt for dette.

På samme måde er de reaktive, når de kontakter et bureau for at komme i stald. De skriver en upersonlig mail til et foredragsbureau, der efterfølgende svarer “nej tak”. Herefter sker der ikke noget – til stor frustration i øvrigt, for i følge personen selv, er hun parat til at blive opdaget – verden har brug for hende.

Det er ikke proaktivitet, at sende en mail til et bureau, og så ikke handle på et afslag. Som udgangspunkt er der ikke brug for nogen foredragsholdere overhovedet. Du skal gøre dig fortjent til at blive valgt.

Vil du ud og holde foredrag, så invester tid og/ eller penge i at komme i gang – eller lad være med at ærgre dig over, at der kommer meget færre bookinger end du ønsker.

Der er ikke noget odiøst i at du skal investere tid i din foredragskarrire. Du investerer også 10 år af din tid, før du bliver advokat, ligesom David Becham har brugt år på at skyde forbi målet tusindevis af gange – før han kunne sætte den i trekanten en ud af 15 gange.

Kommerciel forståelse
I gamle dage kunne man fylde forsamlingshuset i Hobro, hvis der kom en røvkedelig profossor fra Århus Universitet, for at fortælle om et medicinsk gennembrud, eller en lokal eventyrer, der havde “set verden”.

Holder du åbne foredrag – altså foredrag, hvor deltagerne selv har tilmeldt sig og målgruppen deler dine faglige interesser – så kan du fortsat opleve, at blive booket hos biblioteker, kulturhuse, AOF, FOF, menighedsråd osv. Og gør det dig glad, så er det fint. Så foregår foredraget primært på dine præmisser og dit antal af bookinger afhænger af din synlighed for omverdenen.

Honorarerne er dog ofte højere, hvis du bliver booket til lukkede foredrag hos private virksomheder og i offentligt regi. Langt færre foredragsholdere er villige til at tilpasse sig de spilleregler, der her gør sig gældende – bl.a. derfor er der så få akademikere, der får succes som foredragsholdere. De mangler ganske enkelt ydmyghed omkring deres egne begrænsninger, og det virker som om at de ikke vil forstå markedets mekanismer. Selvom du af og til er Kloge Åge i fjernsynet, tjener en høj løn, er sjov mand eller har en høj diller daller titel, så er du ikke selvskrevet til at få succes som foredragsholder – tværtimod ser jeg ofte denne “success”, som en enorm hæmsko for mange mennesker.

At blive opdaget….
…handler om, at erkende at man skal opdages, og hvilke vilkår og spilleregler der er for at blive opdaget, der hvor du vil have succes – og så bare knokle på i den rigtige retning, møde de rigtige mennesker og være proaktiv hele vejen.

Måske er du uenig i ovenstående og fred være med det! Men, nu har jeg fået det ud af mit system, og så er det heldigvis ikke min skyld, hvis du i aften lægger dig på puden og tænker, “Bare jeg snart bliver opdaget!”.

Artiklens forfatter:
Anders Gisselmann
One2speak A/S

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *